Martin Andersen Nexø (1869-1954) var gennem hele sit liv en aktiv foredragsholder og taler.
Ligesom de store folketalere i århundredet forud for ham formåede han at holde medrivende taler til store forsamlinger og opildne til engagement hos sine tilhørere. Begrebet folketaler blev udbredt i 1800-tallet i forbindelse med de store folkefester og -møder, der i Danmark havde deres storhedstid i to perioder, 1840-1908, med klimaks midt i 1800-tallet, og 1908-1940 (Adriansen, Johansen). Den første periode var præget af nationalisme, især i
Sønderjylland, grundtvigiansk vækkelse og kampen for demokrati, mens den anden periode desuden var præget af partipolitiske og ideologiske stridigheder. Jeg vil analysere Nexøs nok mest berømte tale som han holdt ved folkefesten på Dynæs søndag den 6. juli 1913. Analysen vil kaste lys over begrebet folketaler samt over retorisk og litterær patos (genereret af en fattigdomstopik). MAN søgte at skabe en identitetsfølelse med publikum ved at portrættere
’en ædel fattig’ (i modsætning til moderne dansk politik og litteratur). Det er en topos, en retorisk tematik, som MAN bruger til at generere politiske argumenter, fortællinger og interpellatoriske figurer (Black, Charland). Retorikere kan ved at studere fortidens folketalere få en forståelse af hvad det vil sige at appellere til ”folket”. Min analyse af Dynæs-talen fører til spørgsmålet: Behøver en folketaler ikke enten at være en demokratisk helt eller en manipulerende forfører, og gælder det måske også for nutidens populisme, at den har både positive og negative sider?