Augustins De doctrina christiana er et forsvar for de kristnes brug af retorikken,
skrevet samtidig med hans bekendelser, Confessiones (o. 395; 4. bog dog skrevet meget senere, ca 427). Bog I-III handler om inventio, stofindsamling ud fra fortolkning af Bibelen (de modo inveniendi; hermeneutik og eksegese bliver en del af inventio), mens bog IV drejer sig om at kommunikere de kristne budskaber (de modo proferendi). Augustin citerer ofte fra Cicero, uden at nævne ham ved navn, og indsætter de grundlæggende retoriske begreber i en ny kristen ramme.
Reglerne er universelle, hævder Augustin, men den vigtigste del afLæreprocessen, imitatio, skal udelukkende ske ud fra kristne tekster, især Paulus. Stillejerne og appelformerne skal tjene samme store sag, det kristne budskab. Alt afgørende for talerens troværdighed er hans moralske habitus: Intet er så overbevisende som hans egen leveform. Han skal helst være både vis og veltalende (Ciceros ideal).
Hvis han ikke kan finde ud af at tale, kan han recitere en andens prædiken. Han
skal bede før han prædiker, for så vil Gud sætte en tale på hans læber (han skal
dog altid øve sig). Augustin adskiller på sin vis talerens karakter fra stoffet, men
han tror på at den guddommelige inspiration kan gøre selv en dårlig taler til en
hæderlig formidler af evangeliet. Denne karismatiske etos-opfattelse fik stor
betydning for senere kristen retorik; her vil jeg inddrage tidlig moderne retorik
(Melanchthon og jesuitterne)