Denne afhandling undersøger, hvordan den kvindelige intellektuelle identitet blev dannet og forstået i Tyskland og De Forenede Nederlande i det syttende og attende århundrede. Afhandlingen fokuserer på to kvindelige intellektuelle, nemlig den nederlandske polyhistor og senere radikale pietist, Anna Maria van Schurman (1607-1678) og Tysklands første kvindelige læge og kvinderettighedsforkæmper, Dorothea Christiane Erxleben (1715-1762).
Afhandlingens hoveddel består af fire forskningsartikler, som på forskellig vis behandler spørgsmålet om den kvindelige intellektuelle identitets tilblivelse i den tidlige moderne periode. Artikel I anfægter den udbredte misforståelse, at vores kønsrollers historiske udvikling har gennemgået en lineær progression henimod et ideal om frihed og lighed. I stedet argumenteres der for, at der forekommer en tilbagegang i løbet af det attende århundrede, hvor specifikt
idealerne for kvindelig intellektualitet undergår en gennemgribende forandring fra at bygge på kønsneutrale egenskaber som lærdhed og akademiske evner til at fremhæve traditionelle feminine dyder såsom beskedenhed, huslighed og fromhed. Dette argument er baseret på en udførlig analyse af portrætteringer af Anna Maria van Schurman i de tyske fruentimmerkataloger.
Van Schurman er også omdrejningspunktet for Artikel II, som sætter spørgsmålstegn ved den ’standardfortælling’, der hersker i moderne forskningslitteratur om hende. Artiklen påviser, at der er en betydelig diskrepans mellem den måde, hvorpå nutidige van Schurman-forskere skildrer hendes liv og van Schurmans egne beretninger fra selvbiografien Eukleria seu Melioris
Partis Electio (1673); mens forskerne fremhæver hendes vedvarende interesse for akademiske studier, så understreger van Schurman selv, hvor dybt hun foragter sit tidligere liv som offentligt intellektuel, og hvor dedikeret hun er til Labadisternes sag. I artiklen kritiseres denne udbredte tendens til at fordreje hendes eget narrativ og der argumenteres for, at de anti-intellektuelle elementer i hendes tænkning bør have en mere prominent rolle i vores forståelse af hende.
Artikel III fortsætter med en kritisk evaluering af den historiografiske betegnelse
’radikaloplysning’. Med udgangspunkt i Dorothea Erxleben, undersøger artiklen, hvordan begrebet radikaloplysning har en indbygget tendens til at ekskludere kvindelige tænkere. Der udvikles et metodologisk begrebsapparat, som gør det muligt at identificere radikale elementer i Erxlebens filosofiske og feministiske tekst, Gründliche Untersuchung (1742), og der argumenteres for, at Erxleben, ved hjælp af denne metode, kan kategoriseres som en radikal tænker. I Artikel
IV vendes der tilbage til van Schurman og hendes hårdtslående kritik af metafysikken. Artiklens formål er at påvise, at der er bemærkelsesværdige ligheder mellem hendes pietistiske argumenter og nutidige deflationistiske kritikker af mainstream analytisk metafysik. Artiklen foretager en systematisk undersøgelse af både ligheder og forskelle, og diskuterer, hvilken moderne forståelse af antimetafysik, der bedst indfanger van Schurman’s kritik.
Før de fire artikler er der en indledning, som præsenterer afhandlingens samlede fortælling og forbinder artiklerne igennem et fælles formål, samt specifikke forskningsspørgsmål. Indledningen indeholder også en omfattende gennemgang af den mest relevante forskningslitteratur med henblik på at placere afhandlingen i en bredere feministisk filosofihistorisk kontekst. Et efterfølgende afsnit om metode redegør for valget af de forskningstilgange, som er anvendt i afhandlingen, nemlig kritisk diskursanalyse, arkæologisk og genealogisk analyse, og rationel rekonstruktion. Afhandlingen afsluttes med en række konkluderende bemærkninger, der opsummerer undersøgelsens samlede resultater og kommer med forslag til fremtidig forskning.