Ph.d.-forsvar: Vibeke Røn Noer "'Rigtige sygeplejersker'. Uddannelsesetnografiske studier af sygeplejestuderendes studieliv og dannelsesprocesser" – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Ph.d. > Projekter > Ph.d.-forsvar: Vibeke ...

Ph.d.-forsvar
Vibeke Røn Noer:
'Rigtige sygeplejersker'. Uddannelsesetnografiske studier af sygeplejestuderendes studieliv og dannelsesprocesser

Cathrine Hasse, Aarhus Universitet, og Vibeke Røn Noer i samtale under ph.d.-forsvaret

I juni 2016 blev Vibeke Røn Noer tildelt ph.d.-graden i Pædagogik for sin afhandling om sygeplejestuderendes studieliv og dannelsesprocesser. Som hovedvejleder på afhandlingen har Vibeke Røn Noer haft Professor Karen Borgnakke.

'Rigtige sygeplejersker'

I sin ph.d. afhandling undersøger Vibeke Røn Noer sygeplejerskestuderendes oplevelser af professionsbacheloren og livet som færdiguddannet. Afhandlingen er resultatet af to års feltarbejde, hvor Røn Noer har fulgt en klasse på sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus også kendt i afhandlingen som ”E-klassen”. ”E-klassen” var et forsøgshold, hvis hovedprincip var: ’praktik-før-teori’.

Til sit ph.d.-forsvar præsenterede Vibeke Røn Noer sine hovedargumenter fra afhandlingen, herunder hendes analyser af de sygeplejerskernes oplevelser gennem de to år som en dannelsesrejse, og til slut kom Røn Noer med en uddannelsespolitisk kommentar baseret på sin empiriske analyser.

Empiri – rigtig meget empiri

Ifølge Vibeke Røn Noer selv har feltarbejdet haft en høj dækningsgrad. Undervejs i feltarbejdet har Røn Noer nemlig set på både videodagbøger, digitale ugebreve, interviews samt hendes egne observationer fra klasserummet og klinikken. Med 70 lektioner i skolastikken, 12 fulde dage i klinikken, observationer af prøver, 17 formelle interviews og spontant opståede samtaler, 146 videodagbøger og 77 ugebreve har der været mere end nok at undersøge, måske endda lidt for meget, indrømmede den forsvarende ph.d.-studerende.

Især videodagbøgerne blev vigtige, da de gav et nært indblik i de fire piger, som hun især fokuserede på, og deres liv, tanker og følelser under uddannelsen og efterfølgende som nyuddannede sygeplejersker i job. Tiden som nyuddannet oplevede pigerne som hård, og Vibeke Røn Noer beskriver denne tid som en sårbar og hektisk tid for dimmitenderne fra ”E-klassen”.

I afhandlingen tilvejebringer Røn Noer ny viden om de studerendes håndtering af vekseluddannelsen, og gør dette i et studenterperspektiv med fokus på de studerendes oplevelse og rejse gennem uddannelsen. Hun ser i sin analyse på professionslæring som en dannelsesrejse med to spor: et identitetsfokuseret og et strategifokuseret spor.

Dannelsesrejsen

Vibeke Røn Noer foretager en forløbsanalyse af det, hun betegner, som ”dannelsesrejsen og dens milepæle”. Hun lægger vægt på tre spørgsmål:

  • Hvordan håndterer de studerende vekseluddannelsen som et grundvilkår?
  • Hvordan former de studerende studielivet og hverdagene med hinanden, og hvordan sætter deres studiestrategier og indbyrdes relationer sig igennem?
  • Hvordan former (ud)dannelsesforløbet de studerende, og hvad tillægger de betydning i deres egne beretninger om bevægelsen fra studerende til sygeplejerske?

Ved at se på de mange beretninger gennem sin empiri kan Røn Noer svare på hvordan de studerende håndterer grundvilkår og krav i uddannelsen og hvordan det hænger sammen med deres udvikling af studiestrategier samt fremanalysere de betydninger de tillægger deres studieliv.

Røn Noer betegner de studerendes oplevelse som en dannelsesrejse fra at være under uddannelse til at skulle væk fra uddannelsen og dernæst ind i professionen, og inddrager især en af pigernes udtalelser da hun er færdiguddannet til at understrege forløbet som en dannelsesrejse: ”Jeg har lært sindssygt meget om mig selv – og om sygepleje”.

Røn Noers tematiske analyse viser at professionsuddannelsen er en dannelsesrejse rettet mod ”at gøre” sygepleje. Det er i hvert fald tilfældet for tre af de fire piger i en studiegruppe, som Røn Noer er dykket ned i; mens en enkelt af pigerne er mere rettet mod skolastikken og videreuddannelse (”at læse sygepleje”) – hun vil ikke være sygeplejerske og lærer dette gennem uddannelsen.

Akademia og virkeligheden

Som afslutning på sin analyse bød Røn Noer også ind med en uddannelsespolitisk kommentar med fokus på den klassiske teori-praksis-konflikt. Her talte hun især om afslutningen på professionsbacheloren, og perspektiverede afhandlingen til udviklingen af en ny sygeplejerskeuddannelse.

Vekseluddannelsen med skiftevis klasseundervisning og undervisning i ”virkeligheden” (klinikken) skal forberede de studerende på den profession de bliver en del af som nyuddannede, og Røn Noer påpeger, at de studerende netop har oplevet professionen og travlheden som en del af deres uddannelse. Men som nyuddannet er det ansvaret, der presser dem mest: ”Opgaverne fylder, men ansvaret tynger”.

Alligevel påpeger Vibeke Røn Noer at forholdet mellem de skolastiske og kliniske dele af uddannelsen er problematisk. Hun udfordrede til sit forsvar den iver der uddannelsespolitisk er på at skabe sammenhæng i vekseluddannelsen, da de studerende i Røn Noers feltarbejde netop forsøgte at adskille forløbene mellem skole og virkelighed. Vekslen mellem skolastik og klinik er udfordrende for de studerendes valg af studiestrategi.

Samtidig påpeger Røn Noer det problematiske i at afslutte en uddannelse i en praktisk profession med en akademisk opgave – bachelor-projektet. Så afsluttes uddannelsen nemlig ’væk fra patienten’ til trods for at Røn Noers undersøgelser viser at mødet med patienten er et af de mest afgørende læringsøjeblikke.
For E-klassens studerende betød det at de som nyuddannede havde været adskilt fra den praktiske del af professionen i 9 måneder før de kom ud på arbejdsmarkedet, hvor den primære fokus netop er på patienten.