Filmvidenskab 50 år – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Om instituttet > Fag > Film, medier og kommunikation > Filmvidenskab 50 år

Filmvidenskab: de unge år

Lektor emeritus Peter Schepelern rister en minderune over Filmvidenskab, der startede som universitetsfag for 50 år siden i dag (4. september 2017)


Her ved semesterstart er det 50 år siden, at film for alvor blev inviteret indenfor i de akademiske gemakker. I årene forinden havde der været korte kurser i filmhistorie og ’filmforståelse’ ved faget Teaterhistorie, men i efteråret 1967 oprettede Københavns Universitet, som det første universitet i Norden, film som et selvstændigt akademisk fagområde.

Filmens æstetik og historie hed faget, der startede som en treårig prøveordning, hvor Filmfonden (der i 1972 blev til Det Danske Filminstitut) aflønnede fagets lærer. For der var kun én lærer, man skulle jo heller ikke overdrive.

Marguerite Engberg, cand.mag. i engelsk og tysk, havde undervist på Balletskolen. Ved siden af havde hun ud fra egne interesser beskæftiget sig med dansk stumfilm, havde interviewet flere af nøglepersonerne (blandt andre Asta Nielsen) og havde skrevet artikler til et italiensksproget filmleksikon i mange bind. Det var på denne baggrund, Marguerite blev betroet opgaven at etablere film som et akademisk fag.

De første forelæsninger fandt sted i det gamle Zoologisk Museum i Krystalgade, siden foregik det i Filmsalen i Købmagergade 50. Her opstilledes en 16mm filmprojektor, og det første filmlærred var et lagen, som Marguerite lånte af betjenten til formålet. Ellers så vi først og fremmest film på Filmmuseet, nu kendt som Cinemateket, hvor direktør Ib Monty generøst lod de studerende se klassikere hver tirsdag formiddag og gav os frikort til alle Museets øvrige forevisninger. Det blev hurtigt vores andet hjem. Men det var på den hårde måde. Tre timer med Griffiths Intolerance uden anden lyd end rumlende maver og mere eller mindre diskret snorken fra stolerækkerne.

Det var også her i Filmmuseets sal i Store Søndervoldstræde, hvor den nyoprettede Filmskole også havde til huse, at Marguerite organiserede, at selveste Carl Th. Dreyer kom på besøg (seancen blev filmet og ligger på DFI’s Dreyer-site). Her i februar 1968, godt en måned for sin død, fremtrådte Dreyer unægtelig som en dyster herre, men – hallo! – det var Dreyer!

Vi var en lille flok på seks-syv stykker, der tog den toårige bifagseksamen i 1969 og dermed opnåede titlen exam.art. Censor var den navnkundige litteraturprofessor J.F. Billeskov-Jansen. I 1970 blev faget så etableret som magisterfag – man kunne erhverve dét, som dengang hed en magisterkonferens. Dermed kom der flere lærere til: en psykolog (Jørgen Pauli Jensen), temmelig kortvarigt dog, en sociolog (Frank Henriksen), endnu en historiker (Bjørn Rasmussen) samt Martin Drouzy, der kunne karakteriseres som en æstetiker/analytiker.  

Alle lærerne kom nødvendigvis fra et andet fag, for der var jo ikke noget filmfag, de kunne komme fra. Så den første generation filmstuderende, som jeg tilhørte, blev uddannet af lærerkræfter, der i filmvidenskabelig henseende alle var amatører. Det bærer vi sikkert præg af.   

Jeg havde selv fornøjelsen som den første at blive mag.art. i filmvidenskab og var knap nok færdig, før jeg blev ansat på Instituttet (dengang kunne institutter være ganske små). Faget havde fået fast adresse i en trist, nu nedrevet kontorbygning, der lå i gården bag Saga-biografen på Vesterbrogade. Saga, som for længst er nedlagt, var dengang byens største biograf med over 2000 pladser, altså dobbelt så mange som Imperial har i dag, og var en slags tempel for folkelig og rimeligt underlødig filmkunst. Meget passende baggrundkulisser for opbygningen af den højere filmanalyse.

Det var jo oprørske tider. Generelt var studenteroprøret rettet mod det såkaldte professorvælde, men vores fag havde ingen professor (og fik det først en halv snes år senere), så man måtte finde på noget andet. Det mest markante revolutionære tiltag bestod i, at nogle studerende fjernede dørene til kontorerne. Måske foresvævede der en vision af et stort kollektivt alrum, hvor studenter og lærere kunne sidde sammen og byde verdensrevolutionen velkommen. Men revolutionen lod vente på sig, og dørene kom tilbage.  

Det var også her, hen mod slutningen af 70’erne, at der mødte en ny studerende op – en sarkastisk, drilagtig og lettere konfronterende ung mand ved navn Lars Trier, der allerede så småt havde lagt an til sit uautoriserede ’von’. Trier tilbragte nogle år på faget, han tog dog ingen eksamen, skrev ingen opgaver. Men han kørte sig i stilling til genialiteten og lavede, for egen regning, to halvtime lange film, assisteret af medstuderende. Den første af dem, Orchidégartneren, skaffede ham ind på Filmskolen. Hvorfra han som bekendt gik videre til en bemærkelsesværdig karriere.

I 1977 flyttede faget til det nye KUA’s midlertidige bygninger, som nok har en slags verdensrekord i midlertidighed. Var det ikke 30 år, det varede, inden man flyttede ind i de nuværende prægtige paladser?

Omdrejningspunktet for det kollegiale sammenhold i lærergruppen var et fast mandagsmøde i Marguerites kontor. Om efteråret medbragte hun altid en kurv med æbler fra villaen i Gentofte. Filmvidenskaben i disse pioner-år var behersket af en vis hjemmelavet approach, en vis hobbybetonet troskyldighed. Der blev høstet af både de lavt hængende og de højt hængende frugter. Måske var der også ind imellem tale om nedfaldsfrugter. Det kan ikke udelukkes.

Men vi havde en fantastisk frihed til at gøre, hvad vi fandt relevant. Der var ingen arbejdstidsopgørelser og nidkære optællinger af tidsforbrug på dit og dat. Der var ingen peer reviews. Man afgjorde sådan set selv, hvad der var den rette vej. Man sad med sine egne ting, og det hele var i høj grad lystbetonet. Vi var ikke underlagt nutidens pligtbetonede industrielle produktionsapparat af korte akademiske publikationer på vitaminfattigt engelsk.

Vi havde ikke den firmaagtige ledelsesform, man kender i dag, men styrede med demokratisk valgte repræsentanter. En stilling blev besat med den, som et fagligt bedømmelsesudvalg havde fundet bedst kvalificeret. Og de administrative omstændeligheder var holdt på det lavest tænkelige niveau. Det lyder sikkert uhyre excentrisk i dag, men sådan var det dengang i længst forgangne tider.

Mine kolleger var vel også personligheder af en vis excentrisk beskaffenhed. Marguerite Engberg holdt sig langt fra teoretiske anliggender, men helligede sig facts-indsamling om dansk stumfilm med stor ihærdighed og munter entusiasme, og hun opnåede en svensk doktorgrad for sin grundforskning, der resulterede i en historisk fremstilling i to bind og en registrant i fem bind.

Bjørn Rasmussen var blevet verdensberømt i Danmark på grund af tv-udsendelsen Filmorientering, hvor han med indiskutabel autoritet præsenterede de nye film. Her i slutningen af 1960’erne var han desuden ved at afslutte sit store pionerarbejde med fembinds-værket Filmens Hvem Hvad Hvor på Politikens Forlag. Det var på den baggrund, han i 1970 blev ansat som amanuensis ved faget, hvor han med sin karismatiske personlighed levendegjorde filmhistorien for os. Men allerede i november 1972, under et besøg i Rom, døde han uventet på hotellet. Vi havde altid opfattet ham som en aldrende herre, med statuarisk fuldskæg, evigt pulsende på en cigar, hvilket muligvis var årsagen til hans permanente grimme hoste, så egentlig forekom det os ikke så mærkeligt, at døden havde indhentet ham, for øvrigt efter et biografbesøg, hvor han havde set Den Blå Engel. Men han var faktisk kun 54 år.

Martin Drouzy havde nærmet sig den visionære filmkunst fra sin noget usædvanlige position som fransk dominikanermunk, udstationeret på et kloster i Ordrup. Han skrev to bøger om Buñuel, inden hans store Dreyer-monografi, der udkom som distingveret Gyldendal-publikation i to bind i kassette, til almindelig forbløffelse (ikke mindst hos forfatteren) blev afvist som doktorafhandling, selv om værket fremlagde nye, helt centrale oplysninger om dansk films hovedskikkelse. Men Drouzys freudiansk inspirerede, biografisk-psykologiserende tolkninger med spekulationer over, hvad Dreyers biologiske mor muligvis følte i den svenske sommernat i nærheden af Hässleholm tilbage i 1880’erne, stødte på akademisk modstand.

Sociologen Frank Henriksen udfærdigede, på baggrund af sin frygtindgydende, filosofiske belæsthed, sine såkaldte Analecta Filmologica, en duplikeret publikationsrække om film- og medievidenskabelige spørgsmål. Analekter er, som man kan erfare i velassorterede fremmedordbøger, ’udvalgte tekster af forfattere’. Så vidt jeg husker, skrev Frank dog næsten alle teksterne selv, som vi andre måske ikke altid begreb forfærdelig meget af.

I 80’erne havde jeg længere forskningsophold i Los Angeles, og da jeg i 1988 for anden gang kom tilbage, var der sket ting og sager. På initiativ af min kollega Kaare Schmidt var faget blevet markant udvidet med en slags asylsøgende fra andre institutter, film- og medieinteresserede kolleger, der i en absolut vellykket integrationsproces, næsten uden brug af tålt ophold, indgik i Institut for Film, TV og Kommunikation, som det nu kom til at hedde. Året efter gik Marguerite Engberg på pension. Her i sommer fyldte hun 98.

Op gennem 90’erne kom der en ny professionalisme over feltet. Det sørgede Torben Grodal, Ib Bondebjerg og snart efter Kirsten Drotner, Klaus Bruhn Jensen, Anne Jerslev, Stig Hjarvard og Henrik Søndergaard for … og mange flere (som det hedder på forteksterne til gamle danske film).

Amatørernes epoke var endegyldigt forbi. Filmvidenskab var trådt ind i de voksnes rækker.

 Peter Schepelern, 4. september 2017